Samfundsniveau

Plast er fremstillet af restprodukter fra olie-industrien. Da olie jo er en ikke-fornybar ressource er det en god ide at spare så meget som muligt på denne ressource. Dette faktum er den mest indlysende grund til at genbruge plast og alle andre materialetyper som er baseret på ikke fornybare ressourcer.

Til fremstilling af et kilo plastråvare (virgin LDPE), udledes ca. 2 kilo CO2. Til fremstilling af 1 kg regenerat (recycled LDPE) udledes = 0,5 kg CO2. Dette faktum er endnu en grund til at genbruge plast.

Ovenstående er de selvindlysende argumenter. Hvis der ikke var andre forhold som gjorde sig gældende ville således 100% af plastaffaldet blive genbrugt. Der er imidlertid masser af forhold som gør at plast affald ikke bliver genbrugt. Hovedårsagen er økonomi – at det ikke er økonomisk rentabelt at genbruge plasten.
For at fremme en rationel affaldsbehandling har man fra samfundets side lavet et hierarki for affaldet.

1. genanvendelse (fritaget for afgifter)
2. forbrænding (pålagt forbrændingsafgift)
3. deponi (losseplads) (pålagt deponeringsafgift)

Hierarkiet er udtryk for samfundets intentioner for affaldet. Altså helst genbrug. Hvis genbrug ikke kan lade sig gøre skal affaldet forbrændes da man jo så i det mindste kan udnytte affaldet energimæssigt. Deponi må kun andvendes til affald som af miljømæssige årsager ikke egner sig til forbrænding fx PVC, PTFE og glasfiber.
Samfundet sætter endvidere mål for hvor mange procent der må være indenfor de forskellige kategorier – procenterne for 1. og 2. er stigende og for deponi er faldende. Disse målsætninger er også EU-drevne. Bruges til at lægge pres på os alle til at fremme en mere miljømæssig og klimamæssig tilgang til affaldet. Presset kan lægges på alle niveauer i samfundet. Husstande, virksomheder, brancher og kommuner.